Kategorier
Blog

Da vi glemte at være sociale

Der var engang. Før dengang man startede historier med “Der var engang”. Den tid jeg taler om, er den tid hvor ren og skær overlevelse afhang af vores sociale færdigheder. Den tid hvor vi var nødt til at snakke, forhandle og måske mest af alt sladre om hinanden med vores stammesamfundsvenner for at sikre en ligelig fordeling af stammens ressourcer.

Overvej, blot et øjeblik, hvor vigtigt det har været for stammens overlevelse, at alle i stammen deltog og bidrog med hvad de kunne. Dem med overskud af mad, husly og tøj hjalp dem, som havde haft en uheldig jagt eller havde mistet deres hjem. For dem med overskud vidste, at næste gang kunne de være de uheldige.

Begyndte man at stjæle ressourcerne eller nægtede at dele og hjælpe sine medmennesker, var straffen hård. Det var dødsstraf eller måske endnu værre eksil.

Det har skabt en medfødt frygt, som følger os til den dag i dag. Vi frygter at blive isoleret, udstødt og afvist fra vores omgangskredse.

Alligevel ser vi en voksende farlig tendens rundt omkring i vores hverdag. Om det er fordi, at vi i dag har mulighed for at selvstændigt arbejde os til mad, husly og sikkerhed uden hjælp fra vores omgangskreds, kunne jeg godt mistænke. Men vi er begyndt at isolere os, og med isolationen er der vokset en egocentreret mig, mig, mig tendens. I stedet for at tænke på det fælles bedste, er det i dag blevet til at tænke på sit eget bedste. Se blot på hvordan naturens ressourcer uden hensyn til fremtidens konsekvenser bliver udnyttet og opbrugt. Eller hvordan internet giganter *host* Facebook *host* Google *host* bruger og sælger vores personlige data for at tjene ubegribelige summer.

Jeg tror, verden er blevet for stor til, at vi kan rumme den i hovedet. Der var engang, hvor vores verden bestod af vores stamme på cirka 100 mennesker. I dag skal vi forholde os til hele verdens befolkning. Det er en umulig opgave. Vores hjerner kan ikke rumme alle de informationer og indtryk, som vi konstant bliver belastet med. Jeg har en idé om at alt den information, vi modtager og dens indhold, afstumper vores sociale følesanser. Vi bliver bombarderet med indtryk af, hvordan vi skal se ud, hvad vi skal arbejde med, hvad vi skal opnå, hvad succes er, hvad er en fiasko og selvfølgelig hvordan vi får mere og bedre sex. Og ingen af de indtryk, vi modtager, fortæller os, at vi skal huske at tale sammen. “What we’ve got here is failure to communicate”.

Men vi har ikke kun svært ved at tale sammen. Kommunikation er ikke bare ord. Det er også øjenkontakt, gestikulationer, opmærksomhed og masser af andre signaler. Signaler som gør, at vi langt nemmere og bedre kan forstå og læse hinanden. Signaler som hjælper os med at gøre os trykke ved hinanden. Det øjeblik vi for eksempel maskerer os med solbriller med spejlglas, gemmer vi vigtige signaler for hinanden. Solbriller tjener selvfølgelig et helt andet formål, det er jeg med på. Men jeg kan ikke være den eneste som synes, at det er en mærkelig fornemmelse at tale med en person, hvor jeg læser min egen mimik der, hvor deres øjne burde være.

Jeg elsker teknologi og de muligheder, den giver os. Det har aldrig været nemmere at få og give information og blive underholdt. Tænk at jeg bare verbalt kan spørge min telefon og få at vide, at Tom Cruise er 1,70 meter høj. Jeg skal ikke engang røre den. Det er fantastisk! Men intet er så godt, at det ikke også er skidt. For passer man ikke på og er opmærksom, får man lukket sig inde i en teknologisk boble. En boble som fodrer vores hjerne med likes og kommentarer fra socialemedier og click-bait overskrifter, som bliver oversat til livsnødvendige sociale interaktioner og informationer. Den kemiske opskrift i vores hjerne er den samme for lykke og frygt, om den er skabt af hændelser i vores univers eller et virtuelt. Før vi ved af det, sidder vi med venner og familie og tjekker telefonenskærmene, i stedet for at have de ægte fysiske interaktioner og føle de naturlige følelser, der kommer af at være blandt mennesker, man holder af.

Jeg lukker mig til tider selv inde i en elektronisk boble. Jeg lytter til podcast på vej til og fra arbejde. Jeg tjekker mails, Twitter og Instagram i min frokostpause. Jeg SMS’er mere, end jeg er stolt af indrømme. Jeg er ikke selv en helgen på det område. Men jeg er opmærksom på, at jeg vil forbedre mig. Det gælder særligt, når jeg taler med et andet menneske, om det så er min kasseassistent eller mor, så er det uden øretelefoner i ørerne og solbriller for øjnene. Derudover vil jeg gøre langt mere brug af Apples über fede “Forstyr ikke” funktion, som slukker for telefonens notifikationer. De er der stadig, hvis man tænder for skærmen, men de er kommet stille til telefonen. Det er smart! Og skulle der opstå en nødsituation, så er det stadig muligt for folk at ringe og få fat i en.

Gør jer selv den tjeneste, og undersøg om jeres telefoner og andre teknologiske dimser har en “forstyr ikke” mulighed, og gør det til en vane at slå den til, når I er sammen med mennesker i den virkelige verden. De vil takke dig for din opmærksomhed og dit nye mere opmærksomme og sociale væsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.