Kategorier
Blog

Den gamle mand og hesten

Denne gamle kinesiske folkefortælling er fantastisk. Den rører ved nogle hjørnesten af taoisme. Jeg har læst forskellige udgaver af fortællingen, men den som jeg har valgt at oversætte og dele her på siden, er den mest beskrivende, jeg har fundet.

Fortællingens moraler har flere gange mindet mig om, at man kan og bør vælge at anskue en situation i et mere neutralt lys, end man måske spontant gør.

Den lærer os, at vi ikke med det samme ved om noget, der sker for os, er godt eller skidt. For hvad der virker skidt nu, kan vise sig at være for det bedste senere og omvendt. Derfor kan vi i stedet prøve at lære at holde os til fakta, og koncentrere os om det, vi reelt har en indflydelse på nu og her.

Fortællingen går således:

Der var engang en gammel fattig mand. Han boede i en landsby med sin søn og hest. Selvom den gamle mand var fattig, var alle – selv kongerne misundelige på ham. Han havde nemlig den smukkeste, stærke, hvide hest. Flere gange havde kongerne forsøgt at købe den gamle mands hest. De havde tilbudt ham mange penge, men den gamle mand ville ikke sælge hesten. “Denne hest er ikke bare en hest for mig.” Svarede han på tilbuddene, “Han er en ven og ikke en ejendel. Hvordan kan jeg sælge noget, som jeg ikke ejer?”

En morgen var hesten ikke i sin stald. Hele landsbyen samledes ved den gamle mand og sagde, “Fjollede gamle mand. Vi vidste på forhånd, at en dag ville hesten blive stjålet. Du er så fattig, at du ikke kan beskytte så værdifuld en hest. Du skulle have solgt den, mens du kunne. Nu er den væk sikke et uheld.”
Den gamle mand svarede, “I bedømmer for meget, sig i stedet, at hesten ikke er i sin stald. Dette er faktum, alt andet, I siger, er gætteri. Om det er held eller uheld, ved jeg ikke endnu. For dette er kun en lille bid af hele historien.”
Landsbyens folk grinte ad den gamle mand. De tænkte, at han var blevet sindssyg. De havde altid vidst, at han var lidt skør. Ellers havde han jo solgt sin hest og levet rigt. Den gamle mand var skovhugger, og selvom han var gammel, fældede han stadig træer og bragte dem fra skoven til landsbyen for at sælge dem. Han levede fra hånd til mund. Jo, nu var det helt sikkert, han var sindssyg.

Efter femten dage vendte hesten tilbage. Han var ikke stjålet, han var blot sluppet ud stalden. Ikke nok med at hesten var kommet tilbage, han havde følgeskab af et dusin vilde heste.

Landsbyens folk samledes endnu en gang. Denne gang sagde de, “Gamle mand, du havde ret, og vi tog fejl. Det var ikke uheld, det viste sig at være held. Vi er kede af, at vi var så insisterende.”
Den gamle mand svarede, “Igen bedømmer I for meget. Sig i stedet at hesten er tilbage, og den har taget tolv heste med sig, men lad være at vurdere, om det er held eller uheld. Medmindre I kender hele historien, hvordan kan I så vurdere det? Dette er blot en lille bid af den. Hvis I læser en side af en bog, hvordan kan I så vurdere hele bogen? Livet er så omfangsrigt, at en enkelt begivenhed ikke kan have absolut betydning for helheden. Ingen kan sige, om hestene er held, ingen ved det endnu. Jeg lever lykkeligt ikkedømmende. Stop nu med at forstyrre mig.”
Denne gang kunne landsbyens folk ikke sige meget. Måske havde den gamle mand ret igen? De forblev stille, men inderst inde vidste de, at han tog fejl. Et dusin smukke heste havde fulgt med den gamle mands hest tilbage. Med lidt træning kunne de alle sælges for mange penge.

Den gamle mands unge søn startede træningen af de vilde heste. En uge inde i træningen faldt han af en af hestene og brækkede sine ben.
Igen samledes landsbyens folk. De gjorde, som folk nu gør, og bedømmende sagde de, “Igen havde du ret gamle mand. De tolv hest var ikke held. De var uheld. Nu har din søn brækket sine ben. Han var din eneste hjælp på dine gamle dage. Nu er du fattigere end nogensinde.”
Den gamle mand svarede, “I er jo besatte af at bedømme. Forstå nu, at I endnu ikke kan vide om, det er held eller uheld. Sig i stedet blot, at min søn har brækket sine ben. Husk, dette er bare en lille bid af historien. Livet kommer i små bidder, og man bør kun bedømme helheden.”

Få uger senere gik landet, de boede i, i krig med et naboland. Alle de unge mænd i landet blev kaldt ind i militæret. Kun den gamle mands forkrøblede søn undgik på grund af sine skader.
Landsbyen kom til den gamle mand og sagde, ”Du havde ret gamle mand. Din søns skader viste sig at være held. Han er muligvis forkrøblet, men han er hos dig. Snart kan han gå igen. Måske vil han halte lidt, men han vil ikke blive dræbt i krigen.”
Den gamle mand svarede, “I er umulige at snakke med. I bliver ved og ved med at bedømme. Ingen ved, hvad der vil ske. Sig blot at min søn ikke blev kaldt ind i militæret. Ingen ved, om det er held eller uheld. Det er umuligt at svare på endnu. Jeg lever lykkeligt ikkedømmende. Stop nu med at forstyrre mig.”

Hvis du mener, at andre kunne få værdi af dette indlæg, må du meget gerne dele det med dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.