Kategorier
Blog

Flagskipperens bøn

Min farfar har et særlig plads hos mig. Jeg har altid set op til ham. Han blev født i 1917 og døde, da jeg var i starten af tyverne. Jeg husker ham som et varmt og lyttende menneske. Han var også stoisk i sin væren. Jeg mindes ikke, at han beklagede sig, eller var en sortseer, når vi var sammen. Han pralede ikke, selvom han vidst roligt kunne. Han havde en god uddannelse og et givende job, en dejlig kone og to børn, som begge voksede op med familiens stærke værdier i sig. Han havde også en rolle i modstandkampen i Anden Verdenskrig, men heller ikke det talte han om.

Jeg husker bedst hans varme kram, og hvordan han altid havde en 20’er i hånden, når jeg som barn, gav ham hånden. Flere juleaftener gemte han mandlen fra risalamanden, så vores småfrustrerede overspiste maver måtte spise endnu en portion. Ofte hændte det også, at en mandel blev smuglet fra ham og over til mig – den yngste ved bordet.

Jeg holder meget af mit minde af min farfar, han er et godt forbillede at have. Efter hans død tog jeg hans fornavn, Henning, som jeg bærer med stolthed.

På min farfars værelse hang der et portræt af ham, fra da han var i konfirmationsalderen. Ved siden af portrættet hang der et anonymt indrammet stykke papir med tekst på, som ved første øjekast ikke vakte nogen særlig opsigt. Først flere år efter hans død læste jeg teksten, og det forklarede flere ting om farfars person. Teksten er en bøn med titlen “Flagskipperens bøn”, skrevet af John W. Cuance. Jeg tog et billede af teksten, skrev den rent og har den nu selv stående indrammet.

Jeg spurgte min far om bønnen, han kan ikke huske den fra sit barndomshjem, men det er sikkert, at bønnen har været med min farfar i mange år. Farfar var ikke religiøs, men han har, som jeg gør nu, set stor værdi og inspiration i bønnen. Den er en dejlig huskeseddel til, hvordan man bør gebærde sig. Derfor vil jeg gerne dele den med dem, som har lyst til at læse den.

Bønnen går således:

“FLAGSKIPPERENS BØN”

Herre, Du ved bedre end jeg, at jeg er ved at blive gammel og en dag vil være det.

Bevar mig fra den frygtelige vane at tro, at jeg altid skal fremkomme med mine anskuelser og meninger til enhver tid. Fri mig fra min trang til at ville ordne andres sager. Gør mig tænksom, men ikke tungsindig, hjælpsom, men ikke dominerende. Med mit store forråd af bedreviden synes det en skam ikke at bruge den, men Du ved, Herre, at jeg til sidst vil få brug for at have bare nogle få venner.

Hjælp mig til at gå lige til sagens kerne uden at hefte mig ved uvedkommende småting. Hjælp mig til at undgå at tale om mine smerter og bekymringer. De bliver flere, og glæden ved at tale om dem bliver større mens årene går. Jeg tør ikke bede om den nådegave at kunne være glad ved at høre andre fortælle om deres besværligheder, men hjælp mig til at kunne høre på det med tålmodighed.

Jeg tør ikke bede om at få gjort min hukommelse bedre, men nok om en større ydmyghed og om en mindre sikkerhed, når jeg tror at kunne huske noget, som andre mener var anderledes. Giv mig den vidunderlige lære, at også jeg engang imellem kan tage fejl.

Giv mig godhedens gave. Jeg bryder mig ikke om at være en helgen – nogle af dem er vanskelige at omgås – men en sur gammel fyr er djævelens værk.

Skænk mig evnen til at se noget godt på steder og hos mennesker, hvor jeg ikke venter at finde det. Og giv mig, Herre, den gave at kunne sige det til dem.

– Amen –

(Føreren af Cunard Line’s flagskib “Queen Elisabeth”, John W. Caunce, har forfattet denne bøn, indrammet og ophængt den i sin kahyt på øverste bro).

Hvis du mener, at andre kunne få værdi af dette indlæg, må du meget gerne dele det med dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.