Kategorier
Blog

Frihed gennem disciplin – Pas på din indre unge

Med frihed kommer ansvar. Og jo mere frihed du har og vil have i dit liv, desto større bliver dit ansvar for at bruge den klogt. Du kan bruge din frihed på netflixmarathoner. Det kalder jeg for et liv sat på stand-by.

Du kan også bruge den samme frihed på at leve et liv med mere mening. Denne type frihed kræver dog en vis disciplin. For når man bruger sin frihed på at arbejde på de ting, man finder vigtigt, vil man opleve det, Steven Pressfield kalder modstand (Shout-out til Steven Pressfield og hans fantastiske bog The War of Art).

Du kender godt modstanden. Det er den, som laver de dårlige undskyldninger, der kommer ud af det blå. Den er tvivlen på, at man er god nok. Den fjerner lysten og energien til at udføre vigtigt arbejde. Den er fristelsen til at springe over, hvor gærdet er lavest. Modstanden er den indre stemme, du skal overvinde for at blive den bedste udgave af dig selv.

Jeg leger til tider med forestillingen, at modstanden er et barn eller en teenager. Sådan en dejlig og skøn, impulsiv og glemsom indre unge, som enten ikke har gjort sig eller bare glemmer alle de erfaringer, vores voksne jeg har gjort.

Den unge person er rebellen, som køber fredagsslik om onsdagen, går for sent i seng og ikke vågner udhvilet næste dag. Bettelorten som bruger de penge, der egentlig var ment til opsparing, og som ligger hele ferien og ser Netflix. Jeg tror, du kan nikke genkendende til den unge, jeg taler om.

Det er vores ansvar at passe på og opdrage den indre unge med nogle regler og rutiner, som sørger for, at vi ikke ender med at dandere den hele dagen. Men at vi i stedet udnytter vores potentiale, og holder os ansvarlige for at nå det, vi drømmer om.

Jeg har en liste med regler, som jeg følger, så godt som jeg kan, for at stræbe mod min bedste version af mig. Der er ingen af de ting på listen, som min indre unge synes er særlig sjove, muligvis fordi det tæmmer ham. Det stilner hans oprørske sind, og for en tid slapper han lidt af. Ved at tage ansvar bliver hverdagen nemmere, bekymringerne færre og belønningerne større.

For tiden ser min liste således ud:

  • Stå tidligt op hver dag og pas sengetid.
  • Træn seks dage om ugen.
  • Afslut bad med et koldt skyl.
  • Daglig faste i 16-18 timer.
  • Mediter hver dag.
  • Hold løbende kontrol med økonomien.
  • Før journal dagligt.
  • Ingen Netflix og lignende på hverdage.

Ved at bruge disse regler opbygger jeg en disciplin, hvori jeg finder frihed (Tid og overskud). Frihed og ro til at lave de ting jeg virkelig elsker, de ting som er vigtige for mig. Jeg er nærværende, når jeg er sammen med min familie og venner. Jeg kan arbejde på ReThinker hver dag. Og jeg bliver samtidigt sundere og stærkere.

For at tage tøjlerne fra din rebelske indre unge, vil jeg foreslå, at du fokuserer på ét område ad gangen. Mit første fokusområde vil altid være søvn. Har man en god søvnhygiejne. Er ens indre unge lidt mere medgørlig. Hvilket gør det næste sted, man vil opbygge en disciplin, nemmere.

Desuden føler jeg, at man automatisk får mere ud af sin dag, når man står tidligt op.

Når jeg starter dagen tidligt og arbejder disciplineret på mine højeste prioriteter, får jeg muligheden for senere på dagen, hvor det alligevel bliver sværere at være fokuseret, til at overlade noget af styringen til min indre unge.

Nu er det op til dig, at se din indre unge i øjnene. Tager han eller hun for mange af dine beslutninger? Er det på tide, at du træder kærligt men ansvarligt til og tager kontrollen? Så du kan leve et liv med mere mening.

Hvis du kunne lide dette indlæg og mener, at andre kan få værdi af at læse det, må du meget gerne hjælpe mig med at dele det, tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.