
I indlægget Tøm hovedet fra det neonfarvede post-it helvede skrev jeg om vigtigheden i at have en indbakke. En indbakke hvor du samler alle de idéer, tanker og gøremål, som du får i løbet af din dag. Når du samler alle dine gøremål i en indbakke, frigiver du din hjerne. Så skal den ikke prøve at huske på alle de ting, du skal, og i stedet kan den fokusere på din nuværende opgave.
Når du skal tillægge dig vanen at tilføje alt til din indbakke. Er det bedste værktøj det, som hurtigt og nemt kan gribe dine gøremål. Mit værktøj til den opgave er Cultured Codes app Things 3, som udover at være virkelig smukt designet også formår at være virkelig fleksibel og brugervenlig.
Udviklerne bag Things har gjort det til en leg at tilføje indhold til indbakken. De har nemlig sørget for virkelig mange muligheder til det. Uanset hvilken situation du er i, kan du hurtigt tilføje dine to-dos til appen.
De to muligheder, jeg selv bruger mest, er fra widgetområdet på min iPhone og ved et langt tryk på Things’ appikon fra min iPhones hjemmeskærm.
Men der er mange andre måder, du kan tilføje dine gøremål.
Den blå plusknap
Når Things er åben på din iPhone eller iPad, vil der altid nederst i højre hjørne være en blå plusknap. Et almindeligt tryk på den vil lave et gøremål i det område i appen, du befinder dig i. Ved at trække plusknappen over til det venstre hjørne af appens vindue vil gøremålet i stedet blive tilføjet til indbakken. Det er snedigt.

Fra iPads fysiske tastatur
Fra et fysisk tastatur til en iPad kan du bruge kommandoen control+space i et aktivt Things vindue for at tilføje et gøremåltil indbakken.
En anden god genvej er bare at trykke på spacebaren. Det vil tilføje et nyt gøremål i det vindue, du er i. Det er praktisk, hvis du skal tilføje mange gøremål i et projekt eller bruger Things til at brainstorme projekter med.
Endnu en superpraktisk genvej er at holde cmd ⌘ inde i et par sekunder. Det giver dig en oversigt over tilgængelige genveje i appens aktive vindue. Den genvej kan du bruge i mange iPad apps.

Brug Siri til det hårde arbejde
Står du midt i madlavningen og bruger det sidste løg. Kan du diktere via Siri “Mind mig om at købe løg”. Det vil lave et gøremål i appen Påmindelser, som Things automatisk importerer til sin indbakke, hvis du har slået den funktion til. Se her, hvordan du gør det.
Du kan også bruge Siri til at diktere direkte til Things. Det kræver bare en lidt mere snørklet sætning “Via Things mind mig om at købe løg.”.
Send mails til Things
Når jeg får en mail, som jeg først vil svare på eller læse senere. Har jeg to muligheder. Den første er at videresende mailen til Things via en brugerspecifik emailadresse. Se her hvordan du sætter det op.
Den anden mulighed, og den jeg bruger, er via mailappen Spark fra Readdle. Her kan jeg direkte fra appen oprette et gøremål med et link, som fører mig tilbage til mailen i Spark.
Det giver mig muligheden til f.eks. at arkivere nyhedsbreve, fakturaer og andre mails med det samme. Så fylder de ikke unødvendigt i min indbakke. Og jeg kan stadig lynhurtigt finde dem, når jeg skal bruge dem.
Alle de andre ting
Til at huske på hjemmesider, film fra streamingtjenester, musikalbum, vine fra appen Vivino, podcasts og mange andre ting bruger jeg delingsfunktionen i iOS. Herfra kan jeg hurtigt lave et gøremål med et link til det, jeg gerne vil huskes på.

Jeg håber, denne gennemgang har givet dig idéer til, hvordan du kan forbedre dit produktivitetsflow i Things. Bruger du andre måder til at tilføje gøremål til Things, må du meget gerne dele hvordan i kommentarfeltet.
Hvis du kunne lide dette indlæg og mener, at andre kan få værdi af at læse det, må du meget gerne hjælpe mig med at dele det, tak.