Kategorier
Blog

Flagskipperens bøn

Min farfar har et særlig plads hos mig. Jeg har altid set op til ham. Han blev født i 1917 og døde, da jeg var i starten af tyverne. Jeg husker ham som et varmt og lyttende menneske. Han var også stoisk i sin væren. Jeg mindes ikke, at han beklagede sig, eller var en sortseer, når vi var sammen. Han pralede ikke, selvom han vidst roligt kunne. Han havde en god uddannelse og et givende job, en dejlig kone og to børn, som begge voksede op med familiens stærke værdier i sig. Han havde også en rolle i modstandkampen i Anden Verdenskrig, men heller ikke det talte han om.

Jeg husker bedst hans varme kram, og hvordan han altid havde en 20’er i hånden, når jeg som barn, gav ham hånden. Flere juleaftener gemte han mandlen fra risalamanden, så vores småfrustrerede overspiste maver måtte spise endnu en portion. Ofte hændte det også, at en mandel blev smuglet fra ham og over til mig – den yngste ved bordet.